Danskere vil altid drukne i tilbudsaviser
Selv om Coop har sagt, at de snart ville være fortid, vælter tykke tilbudsaviser ind ad døren flere år endnu.
I august 2016 sagde Coops administrerende direktør, Peter Høgsted, til Politiken, at udfasningen af reklametryksager ville ske inden for måneder eller år.
Alligevel har koncernen valgt at lave en ny aftale om distribution af reklamemateriale indtil år 2020.
Det skyldes ifølge informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen, at deres dagligvarekæder ikke har råd til at stoppe endnu.
- Den trykte tilbudsavis har en så stor effekt, at det kan betale sig at bruge mange millioner kroner på at trykke og distribuere den. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi få færre kunder i butikkerne og meget mindre omsætning, siger han.
Ikke nok med at den trykte tilbudsoversigt overlever flere år endnu, så slog dagligvarekæderne rekord i tykkelse af tilbudsaviserne i 2016. Det viser en undersøgelse fra tilbudsdata.dk ifølge Dansk Handelsblad.
Bilka, der hører under Dansk Supermarked, udsendte i 2016 tilbudsaviser, der samlet fyldte over 6000 sider.
Siden første kvartal i 2016 er antallet af sider i tilbudsaviserne øget, skriver Dansk Handelsblad.
Jens Juul Nielsen ønsker ikke at oplyse, hvor mange husstande der får Coops reklamemateriale.
Han håber på, at deres trykte papiraviser dør ud efter 2019 til fordel for onlineudgaver.
- Hvornår den sidste tilbudsavis kommer ud, kan jeg ikke sige, men jeg forventer, at der går meget få år. Jeg satser bestemt ikke på, at vi forlænger aftalen om tryk og distribution efter 2019, men det er op til kunderne.
Coop lancerede i 2016 en tilbuds-app, der giver danskerne mulighed for at læse tilbud online. Ifølge informationsdirektøren går det rigtig godt for appen.
Alligevel holder dagligvarekoncernen fast i de trykte tilbud.
Hos Dansk Supermarked Group ser det anderledes ud. Ifølge deres kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen vil fremtiden fortsat være fyldt med tilbudsaviser fra deres dagligvarekæder.
- Kunderne nyder at læse den trykte tilbudsavis, som vi mener skal være et supplement til de digitale løsninger. Vi tror bestemt på en fremtid for tilbudsavisen, og vi har ingen planer om at udfase den.
/ritzau/